Irans regering tillader nogle registrerede kirker at fungere med begrænset frihed. Disse er de historiske armenske og assyriske ortodokse kirker. De har tjent deres egne etniske grupper og været et trofast vidnesbyrd i Iran i århundreder.
Disse kristne samfund tolereres dels fordi de er en del af samfundets gamle struktur, men primært fordi de tilbeder på deres egne sprog, snarere end det nationale sprog persisk (farsi). Derfor er det usandsynligt, at de vil omvende iranske persisktalende muslimer.
Før 1979 havde et par dusin protestantiske kirker også registreret sig hos regeringen. Deres møder blev holdt på persisk, så iranske muslimer kunne deltage og forstå gudstjenesterne. Efter revolutionen kom disse kirker under stigende pres for at indstille deres aktiviteter.
I dag er næsten alle protestantiske kirker blevet tvunget til at lukke deres døre. De få, der stadig får lov til at operere, er små og nøje overvåges. Ingen nye medlemmer med muslimsk baggrund får lov til at tilslutte sig.
Mod til ledere af kirker, der mødes i bygninger.
Opmuntring til disse kirker.
